Roskilde Renæssanceband

Renæssancemusik på nye og gamle instrumenter

Hvordan lyder et helt orkester af renæssancemennesker, der jammer sammen på lut, guitar, blokfløjte, krumhorn, zink, gambe, gemsehorn, serpent, pommer, trombone, cello, violin og en ubegribelig mængde slagtøj i alle former og farver?

Roskilde Renæssanceband tæller omkring 50 entusiastiske musikere, der puster liv i 500 år gammel eksotisk renæssancemusik på historiske instrumenter. Hvert projekt er bygget op om skiftende temaer eller historiske begivenheder, som orkestrets medlemmer beslutter sammen.

Indstuderingen foregår dels individuelt, dels på den store workshopweekend i foråret, hvor musikken sættes sammen til en helstøbt koncertoplevelse. Her får musikernes egne idéer og musikalske inputs frit spil, og det færdige projekt afspejler i høj grad denne måde at samarbejde på. Efter workshopweekenden mødes orkestret igen på koncertturné i bl.a. Roskilde Domkirke, Tivolis Koncertsal, Koldinghus Slotsruin og Helsingør Domkirke.

Bandet har eksisteret siden 2012 og har tilknyttet blæser-, stryger-, slagtøjs- og strengeinstrument-lærere, der skiftes til at dirigere og resten af tiden selv jammer med i orkestret. Det larmer, det lever, og det swinger, når toner fra en svunden tid pludselig bringer fortiden helt tæt på.

Din vej ind i orkestret går igennem instrumentundervisning – og det kan være både blæser-, strenge-, stryger– og slagtøjs-instrumenter. Kontakt lærerne fra de enkelte instrumentgrupper for at høre mere.