Årsvikariat med attraktive arbejdstider på rytmikområdet i Roskilde – Alle Tiders Musikby

Roskilde Musiske Skole er en dynamisk, kreativ og aktiv institution, der bl.a. er kendt for sin brede vifte af undervisningstilbud inden for musik og billedkunst, sin høje faglighed og sit gode kollegiale fællesskab.

Rytmikområdet er i lighed med skolens øvrige fagområder højt prioriteret, og Roskilde Musiske Skole har en dygtig og velfungerende rytmikfaggruppe med 7 engagerede rytmiklærere. Gennem sang, sanglege, bevægelseslege, dramalege, spil på rytmeinstrumenter samt brug af diverse redskaber arbejdes med pulsfornemmelse, rytme, dynamik, klang, melodi, fantasi, kropsbevidsthed og musikalsk udtryk på vores mange rytmikhold. Alle 0.-klasser i kommunen modtager rytmikundervisning ugentligt, og på de fleste skoler er der endvidere rytmikhold fra 1.-3. klasse efter skoletid.

Vi søger til dette årsvikariat en dygtig musiklærer, der har uddannelsesmæssige kvalifikationer og undervisningserfaring inden for rytmik, musik og bevægelse med aldersgruppen 6-10 år. Stillingen indeholder rytmikundervisning på to skoler i kommunen, Gadstrup skole og Sct. Jørgens skole.

På Gadstrup skole er der to hold med kompagnonundervisning, dvs. undervisning af elever i skoletiden i 0. klasse, hvor klassens egen lærer eller pædagog også er til stede i undervisningen, samt et hold med rytmikelever fra 1. klasse (max 12 elever pr. hold).

På Sct. Jørgens skole er der ligeledes to hold med kompagnonundervisning i 0. klasse, samt to hold med rytmikelever fra hhv. 1. klasse og 2./3. klasse (max 12 elever pr. hold).

Undervisningen er placeret således: 

Onsdage 10.05-13.50 (Gadstrup skole)
Torsdage 9.50-13.20 (Sct. Jørgens skole)

Det samlede årsvikariat er på 12,00 timer om ugen, og ønskes besat hurtigst muligt. Stillingen er tidsbegrænset, og løber fra ansættelsestidspunktet og frem til 30. juni 2023.
Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Vedansættelse indhentes der børne- og straffeattest.

Ansøgningsfrist: Tirsdag d. 6. september 2022 kl. 8.00
Der afholdes samtaler med udvalgte kandidater torsdag d. 8. september om formiddagen. 

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Roskilde Musiske Skoles leder, Anja Reiff, tlf. 2367 4212.